Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Bestyrelsens arbejde

Styrelsesvedtægt for områdebestyrelser for dagtilbud og klubber i Egedal Kommune

BEGREBSDEFINITIONER:
Det enkelte dagtilbud under området.

§ 1

Formål           

Områdebestyrelsen udøver sin virksomhed inden for de mål og rammer, der er fastsat i nærværende vedtægt.

Kommunalbestyrelsen i Egedal Kommune

Kommunalbestyrelsen har det overordnede ansvar for dagtilbud og klubber. Kommunen fastsætter mål og rammer for dagtilbuddenes arbejde som en integreret del både af Kommunens samlede generelle tilbud til børn og unge og af den forebyggende og støttende indsats overfor børn, herunder børn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med andet behov for støtte, jf. dagtilbudsloven §§ 3 og 4.

Kommunen er forpligtet til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses, jf. retssikkerhedslovens § 16 samt dagtilbudsloven § 5. Institutionscenteret sikrer tilsynet via ledelsen i Institutionscenteret og de i Centeret ansatte pædagogiske konsulenter. Ved udøvelse af tilsyn skal der være opmærksomhed på det pædagogiske indhold i arbejdet, og det skal påses, at personalet har de fornødne kvalifikationer til at udfylde målsætningen og varetagede opgaver, som dagtilbuddene udbyder. Tilsynet skal desuden sikre en løbende dialog med dagtilbuddene om mål og metoder i tilbuddets arbejde.

Jf. dagtilbudsloven §§ 26 og 67 træffer Egedal Kommune afgørelse om optagelse i dagtilbud og klubber. Optagelse til Klub og byggelegeplads kan uddelegeres til lederen af den enkelte klub/byggelegeplads indenfor de af kommunalbestyrelsen fastsatte rammer. Jf. dagtilbudsloven §§ 32, 43, 71 og 76 fastsætter Egedal Kommune forældrebetalingen samt tildeling af fripladser.

 Egedal Kommune har den kommunale bevillings- og arbejdsgiverkompetence for de kommunale dagtilbud og klubber. I hver enhed kan der vælges et forældreråd. Personalet er repræsenteret ved den daglige leder eller afdelingsleder. Et eventuelt forældreråd refererer til den daglige leder og er omfattet af tavshedspligten.

Områdelederen

Områdelederen har ansvaret for den pædagogiske og administrative ledelse af enhederne i området og er ansvarlig over for Egedal Kommune og den enkelte områdebestyrelse. Områdelederen forestår den overordnede drift af enhederne. Områdelederen er kommunalbestyrelsens stedlige repræsentant og har derfor ansvaret for den overordnede personaleledelse. Den daglige leder er ansvarlig for den daglige drift. Områdelederen er garant for, at der ikke træffes ulovlige beslutninger. Det er områdelederen, der udmønter budgettet på baggrund af de vedtagne principper.

Bestyrelsen

Bestyrelser i Egedal Kommunes dagtilbud og klubber tildeles i henhold til dagtilbudsloven § 15 minimumskompetence, hvilket betyder, at de har indflydelse på følgende områder:

  • Principper for dagtilbuddets og klubbernes arbejde
  • Principper for anvendelsen af dagtilbuddets og klubbernes børnerelaterede budget
  • Indstillingsret til Kommunen i forbindelse med fastansættelse af personale

Det er således en bestyrelses opgave, efter oplæg fra lederen, at tilrettelægge retningslinjer og principper for det pædagogiske arbejde. Bestyrelsen kan ikke træffe de daglige ledelsesmæssige beslutninger.

§ 2

Områdebestyrelsens sammensætning

En områdebestyrelse er så vidt muligt repræsenteret og sammensat af 1 forældrerepræsentant fra hver enhed i området, områdelederen og områdets 2 medarbejderrepræsentanter. På forældremødet i den enkelte enhed besluttes det, om der vælges et forældreråd, hvoraf et medlem af rådet kan repræsenteres i områdebestyrelsen. Hvor der ikke oprettes forældreråd, vælges der på forældremødet 1 forældrerepræsentant til områdebestyrelsen.Til klubbers områdebestyrelse kan der vælges op til to repræsentanter for brugerne mellem 14 og 18 år. Disse har ikke stemmeret. Medarbejderrepræsentanterne i områdebestyrelsen har stemmeret. Foruden områdebestyrelsens medlemmer vælges maksimum 5 suppleanter for forældrerepræsentanterne og 2 suppleanter for medarbejderrepræsentanterne. Suppleanterne indtræder i områdebestyrelsen, når et bestyrelsesmedlem udtræder som følge af, at tilknytningsforholdet til institutionen ophører. Områdelederen deltager som sekretær uden stemmeret.

§ 3

Valg til områdebestyrelse.

Stk. 1
Der indkaldes hvert år inden udgangen af september til forældremøde, hvor der vælges forældrerepræsentanter og suppleanter for disse. Den nyvalgte områdebestyrelse tiltræder senest ultimo oktober. For at sikre kontinuitet i bestyrelsesarbejdet, vælges mindst to af repræsentanterne for en periode på 2 år, de øvrige for en periode på 1 år. Suppleanter indtræder i bestyrelsen i den rækkefølge, de er valgt. Valgperioden er for suppleanter 1 år. Valgperioden for unge til bestyrelsen gælder 1 år. Ved oprettelse af en ny institution i Kommunen eller i forbindelse med omstrukturering inden for områderne, indkalder områdelederen hurtigst muligt til valg af ny bestyrelse. Ved valget bør det fremgå, for hvor lang en periode denne bestyrelse er valgt.

stk.2
Inden udgangen af september afholdes der et personalemøde, på hvilket der vælges medarbejderrepræsentanter og suppleanter for disse. Ledelsespersoner har ikke stemmeret og kan ikke vælges som medarbejderrepræsentant i en områdebestyrelse. Valgperioden begynder samtidig med, at konstitueringen senest ultimo oktober har fundet sted.

Valg af personalerepræsentanter gælder 2 år. Suppleanter i medarbejdergrupper indtræder i bestyrelsen i den rækkefølge, de er valgt (i forhold til antal stemmer).

§ 4

Valgret og valgbarhed i områdebestyrelser.

Forældrerepræsentanter vælges af og blandt områdets forældrekreds. Herved forstås de forældre, der på valgets tidspunkt har forældremyndigheden over børn i dagtilbuddet. Der kan tillægges andre personer, der ikke har forældremyndighed, men udøver den faktiske omsorg for et barn, valgret og valgbarhed. Dette kræver dog kommunalbestyrelsens godkendelse. Ansatte med børn i samme område, som vedkommende er ansat i, kan ikke vælges som forældrerepræsentant. Forældremyndighedsindehavere har til sammen 1 stemme pr. barn. I fald man er fraskilt,og har fælles forældremyndighed, er det bopælsindehaveren, der har stemmeretten. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde. Områdebestyrelsen medarbejderrepræsentanter vælges af og blandt institutionens fastansatte medarbejdere. For valg til bestyrelsen skal medarbejderen have udstået sin prøvetid. En af repræsentanterne vælges i ulige år og en i lige år.

§ 5

Udtrædelse af områdebestyrelsen

Forældrerepræsentanter udtræder af områdebestyrelsen, når repræsentantens barn ophører i dagtilbuddet. Endvidere udtræder en forældrerepræsentant af områdebestyrelsen, når repræsentantenikke længere har forældremyndigheden over børn i dagtilbuddet. Medarbejderrepræsentanter udtræder af områdebestyrelsen med virkning fra det tidspunkt, pågældende har indgivet sin opsigelse eller har modtaget sin opsigelse fra kommunalbestyrelsen.

§ 6

Konstituering

Senest ultimo oktober indkalder områdelederen til det første møde i områdebestyrelsen, hvor områdebestyrelsen konstituerer sig. Formand og næstformand vælges af og blandt områdebestyrelsens forældrerepræsentanter.

§ 7

Forretningsorden

Kommunalbestyrelsen fastsætter en standardforretningsorden, der kan suppleres af områdebestyrelsen efter behov, jf. bilag 1.

§ 8

Områdebestyrelsens opgaver

Områdebestyrelsen har:

  • Indflydelse på principper for områdets arbejde og kan derfor vedtage overordnede principperfor det pædagogiske arbejde.
  • Indflydelse på principper for anvendelse af områdets budget og kan derfor vedtageoverordnede principper for anvendelse af det børnerelaterede budget.
  • Indstillingsret i forbindelse med ansættelse af det faste personale og kan derfor være repræsenteret i ansættelsesudvalget. Ved ansættelse af områdeledere forestår centerchefen ansættelsesudvalget.

Områdebestyrelsen skal:

  • Arbejde med alle områdets enheder som et fælles anliggende.
  • Være koordinerende overordnet organ for evt. nedsatte forældreråd.

Områdebestyrelsen kan:

  • Indgive høringssvar i forbindelse med den årlige budgetvedtagelse samt øvrige høringsforslag.
  • Deltage i Dialogmøder med Familieudvalget.

Områdebestyrelsen godkender, efter indstilling fra områdelederen, års- og udviklingsplan, der minimum skal indeholde følgende punkter:

  • Overordnede pædagogiske mål
  • Pædagogiske principper.
  • Handlingsplan for udmøntningen af de pædagogiske principper.
  • Mål og handlingsplan for forældresamarbejdet.
  • Mål for det kommende års pædagogiske arbejde
  • Evaluering af foregående års arbejde.

Års- og udviklingsplanen, der afleveres senest 31. januar, gælder for et år

I de områder, hvor der vælges et forældreråd i den enkelte enhed, kan dette varetage følgende opgaver:

  • Udarbejde principper gældende for den konkrete enheds arbejde med pædagogikken.
  • Fastlæggelse af særlige tiltag, relateret til det område enheden tilhører, men som kanunderstøtte enhedens særpræg.
  • Udarbejde principper for anvendelse af enhedens børnerelaterede budget.
  • Indstilling i forbindelse med ansættelse af faste medarbejdere til enheden og dermed deltagelse i nedsat ansættelsesudvalg.

Daglig leder er sekretær i forældrerådet og kan efter anmodning fra forældrerådet eller efter egen vurdering arrangere deltagelse af medarbejderrepræsentanter i møder, hvor det findes relevant i forhold til dagsordenen. 

§ 9

Områdebestyrelsen.

Områdebestyrelsen udøver sin virksomhed i møder således, at der kun kan træffes beslutninger og handles på bestyrelsens vegne i bestyrelsesmøder, hvor mere end halvdelen af medlemmerne er til stede. Minimum formand eller næstformand skal være til stede. Medlemmer af en bestyrelse kan ikke beskæftige sig med enkeltpersoners private forhold, personalesager eller fortrolige oplysninger i bestyrelsesregi. Som sparringspartner for Familieudvalget kan der nedsættes et formandsråd, bestående af formænd eller andre repræsentanter fra områdebestyrelserne. Familieudvalgsmedlemmerne kan deltage ad hoc i bestyrelsesmøderne.

§ 10

Tavshedspligt.

Områdebestyrelsen er omfattet af forvaltningslovens regler om tavshedspligt. Det samme er gældende for et eventuelt forældreråd. Efter forvaltningslovens § 27 har den, der virker inden for den offentlige forvaltning tavshedspligt, når der er tale om oplysninger, der efter loven er betegnet som fortrolige. Brud på tavshedspligten er strafbart, jf. straffelovens § 152.

§ 11

Klagemuligheder.

Eventuelle uoverensstemmelser mellem områdebestyrelsen og områdeleder forelægges Institutionscenteret, der vurderer, hvorvidt problemet kan løses umiddelbart, eller der skal ske forelæggelse for Familieudvalget. 

§ 12

Ændring af vedtægten.

Styrelsesvedtægten er godkendt i kommunalbestyrelsen og kan kun ændres af kommunalbestyrelsenefter forudgående indhentet udtalelse hos områdebestyrelserne. Kommunalbestyrelsen kan ændre vedtægten med 3 måneders varsel. Dog kan ændringer ske med kortere varsel, hvis områdebestyrelserne og kommunalbestyrelsen er enig herom, eller hvis budgetændringer, strukturændringer eller lignende giver anledning til ændringer i den formulerede tekst. Vedtægten revideres i begyndelsen af hver Kommunalbestyrelsesperiode. Nærværende styrelsesvedtægt træder i kraft 1. januar 2012.

Vedtaget af Kommunalbestyrelsen

Bilag 1 - Standardforretningsorden for områdebestyrelser

§ 1

Formanden indkalder til møde med mindst 14 dages varsel. Formanden udarbejder dagsorden sammen med områdeleder og fremsender den senest 4 hverdage inden mødet med evt. bilag. Såfremt et medlem ønsker et punkt på dagsordenen, skal det meddeles formanden senest 8 dage før mødet afholdes. I særlige tilfælde kan formanden indkalde til møde med kortere varsel. Såfremt formanden eller 1/3 af medlemmerne ønsker det, kan der afholdes møde. Der afholdes minimum 1 møde i kvartalet. 

§ 2

Områdebestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af medlemmerne er til stede. Områdebestyrelsen skal være opmærksom på, at der på møder skal være repræsentation af forældre inkl. formand eller næstformand såvel som medarbejdere og områdeleder. Alle beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed, er formandens stemme afgørende. 

§ 3

Der tages referat af områdebestyrelsens møder.
I referatet anføres hvilke personer, der har været til stede.
Ethvert medlem kan forlange afvigende synspunkter tilført referatet. 

§ 4

Forældrene informeres på klubegedal.dk senest en uge efter et bestyrelsesmøde om områdebestyrelsens beslutninger. Områdeleder informerer personalet om områdebestyrelsens beslutninger. Områdebestyrelsen sikrer, at forældrene i hensigtsmæssigt omfang orienteres om bestyrelsens arbejde, evt. ved afholdelse af forældremøder. 

§ 5

Områdeleder fungerer som områdebestyrelsens sekretær. Områdelederen forbereder og forelægger spørgsmål for bestyrelsen og har også ansvar for, at spørgsmålene er belyst på en sådan måde, at bestyrelsen har mulighed for at træffe en beslutning på det foreliggende grundlag.

Bilag 2 - Områdebestyrelsen arbejde med principper

Arbejdet med pædagogiske principper er områdebestyrelsens arbejde. At udforme evt. regler og træffe konkrete afgørelser er ledelsens opgave. Områdebestyrelsen skal arbejde med principper for opbygningen af et værdigrundlag for institutionens virksomhed:

  • Et princip defineres som en ramme, der giver mulighed for forskellige handlinger.
  • Et princip er en grundholdning, som institutionens personale bevidst styrer efter.
  • Et pædagogisk princip er udtryk for de værdier, som det pædagogiske arbejde skal bygge på - og den kurs institutionen skal følge

Eksempel på principper:

  • Institutionen skal tilbyde børnene aktiviteter, som fremmer en bevidsthed om at passe på naturen, eller
  • Børnene skal tilbydes aktiviteter, som styrker deres motoriske udvikling,
  • Der skal lægges vægt på at udvikle børnenes kreative sider

 

Bilag 3 - Omfang af retningslinjer vedrørende de til forældrebestyrelser udlagte rammebeløb.

1. Generelt.

Grundlaget for den økonomiske kompetence er det af Kommunalbestyrelsen vedtagne budget med de heri anførte budgetbeløb og bemærkninger samt de af kommunalbestyrelsen vedtagne principper for økonomisk styring. Endvidere er det en forudsætning, at særlige procedurer og regler i henhold til lovgivning ogindgåede aftaler skal overholdes.