Demokratisk dannelse er en vigtig del af børns og unges udvikling. I alderen 10-14 år formes identitet, værdier og forståelsen af verden omkring dem. Derfor er det netop i disse år, at børn og unge har brug for at opleve demokrati i praksis og lære, hvordan de kan være aktive deltagere i fællesskabet.
I Klub Egedal arbejder vi med demokratisk dannelse ved at give børn og unge reel mulighed for indflydelse, medansvar og deltagelse. Vi ønsker, at alle oplever, at deres stemme bliver hørt, og at deres idéer og perspektiver har betydning. Når børn og unge får erfaringer med at være med til at træffe beslutninger og skabe aktiviteter, styrkes både deres selvtillid, fællesskabsfølelse og engagement.
Demokrati handler ikke kun om valg og beslutninger, men også om respekt, dialog og evnen til at være en del af et fællesskab. Gennem medbestemmelse og aktiv deltagelse bidrager vi til øget trivsel, stærkere relationer og udviklingen af kompetencer, som børn og unge kan tage med sig videre i livet som aktive medborgere.
For første gang i Klub Egedals historie deltog børn og unge sammen med pædagogerne fra klubberne i Folkemødet på Bornholm.