Torsdag den 26. september kl. 15.00 – 20.00 arrangerer Ungdomsringen i samarbejde med
Sparta Løb & Atletik et stort løbeevent i Fælledparken som har til formål at støtte op om børn og unges trivsel.
Det vil vi i klub Egedal rigtig gerne bakke op om.
For hver 700 meter børn og unge løber eller går indtjener de 5 kr. til en sag som de enkelte klubberne vælger at pengene skal doneres til.
Der er 3 mulige:
Børns Vilkår – ”Støt omsorgssvigtede børn”BROEN Danmark – ”Hjælp udsatte børn til en aktiv fritid”
Dental HealtCare – ”Hjælp børn i fattige lande med at forbedre deres tandsundhed”
Man kan på dagen deltage i 3 forskellige løbe aktiviteter:
Løb så mange runder du kan på 30 min.
Sprint – hvor hurtigt kan du løbe 1 runde
Stafet – løb sammen med 3-5 af dine kammerater
Tilmelding foregår på Easykom. Man kan også komme med hvis man bare har lyst til at heppe på sine kammerater og få en hyggelig dag.
Ligeledes vil Klub Egedal stå med en bod hvor der sælges kager og kreative ting, som børnene/de unge har arbejdet med i klubberne. Her vil overskuddet gå til BørneTelefonen
Ud over at vi gerne vil inddrage vores børn og unge demokratisk og lære dem om den forskel de kan være med til at gøre for andre, så vil vi også gerne give dem indsigt i, hvad løb som fritidsaktivitet kan gøre for dem selv i forhold til egen personlige udvikling, trivsel, sundhed og velvære. Løb er nemlig en aktivitet som ALLE kan være med i, uanset alder, køn eller hvilket fysisk niveau man er på, alt det kræver er et par løbesko.
Løb er ikke teknisk svært og dermed er det noget alle nemt kan opleve succes med.
Vi vil gerne lære vores børn og unge mennesker at løb kan være et redskab til at hjælpe sig selv i svære tider i livet. Løb kan bruges som et afbræk fra en stressende hverdag. Det giver en god kropsfornemmelse og en energi som smitter positivt af på de efterfølgende timer af dagen.
Foruden at løb bl.a. forebygger en lang række alvorlige sygdomme som hjertekarsygdom, kræft og diabetes, så styrker det også muskler og led, mindsker stressniveauet, forbedrer nattesøvnen og giver mere overskud i hverdagen.
Vi håber I har lyst til at bakke op om denne gode sag.